Havde skrevet et langt indlæg omkring ham. Skulle til at runde det af og publicere det. Men så kom liv og Punk uventet på besøg og al smerten forsvandt for en stund. Jeg lod være. Slettede det igen. Satte mig til at lave noget andet.
Jeg ville ønske vores forhold ville fungere. Jeg ville ønske tingene var nemmere. Ligemeget hvad folk siger så er det altid ham der vil have mit hjerte. Ligemeget hvad jeg selv prøver at overbevise mig om. Ligemeget hvad min hjerne prøver at fortælle mig.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre ham lykkelig, men når vi er sammen siger han altid at jeg gør ham utryg, han prøver at være en anden. Og det er usundt, foruroligende. Jeg ville ønske jeg kunne få han til at føle sig tilpas. Tilstrækkelig. Men det kan jeg åbenbart ikke. Gad vide hvorfor? Jeg elsker ham. Hver gang vi er sammen siger jeg det. Jeg mener det, hvert et ord hver en stavning. Måske er det det. Han elsker mig ikke rigtig, ellers ville han ikke prøve at ændre sig i nærheden af mig. Han ville vide bedre. Suk. Det er mig den er gal med, er det ikke? Det er mig der er en idiot. Jeg ville bare gerne at han er sig selv?
Jeg føler mig lidt anstrengt når vi er sammen. Står og tripper. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. Føler jeg er for påtrængende. Føler jeg er clingy. Uduelig. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal gøre ham lykkelig. Ynkelig. Folk snakker om mig. Onde ting. Men de har ret. Men de tænker ikke på at det skal to til at danse tango. Alle tager hans parti... Men det er vores begges fejl der ikke spiller sammen. Jeg ved ikke hvor meget man skal tro på horoskoper, men måske har de ret når de siger vægten og tyren er alt for forskellige. Jeg ville gerne være undtagelsen der bekræfter regelen, fordi.. Jeg elsker ham bare virkelig meget... Jeez... Jeg ender som Felix...
No comments:
Post a Comment